Bagmandspolitiet efterforsker en stor sag om påstået svindel med Skats tilbagebetaling af udbytteskat. Sagen er blevet døbt "Reclaim" af politiet.
Undervejs blev Bagmandspolitiet opmærksom på, at en tidligere ansat i Skat angiveligt havde hjulpet en dansker, der boede i USA, med at snyde med refusion af udbytteskat.
Sagen mod de to er torsdag blevet indledt ved Retten i Glostrup.
Få her er overblik over sagerne:
* "Reclaim" drejer sig om, at Skat i perioden fra 2012 til 2015 skal være bedraget for i alt 12,3 milliarder kroner. På blandt andet bankkonti i udlandet er der beslaglagt cirka 2,7 milliarder kroner.
* Dansk politi samarbejder med myndigheder i flere lande. Rigmanden Sanjay Shah, der bor i Dubai, er sammen med amerikanske statsborgere mistænkt.
* I sagen er en tidligere ansat i Skat tiltalt. Den 68-årige mand behandlede ansøgninger om refusion hos Skat.
* Svensk politi ransagede mandens bopæl i Helsingborg i marts 2016. Her fandt man papirer om udbetaling af 37 millioner kroner i udbytteskat tilbage i 2007.
* Hans kammerat, der har boet i USA, blev anholdt i Københavns Lufthavn 22. maj i år og blev dagen efter fængslet.
* Skat-medarbejderen blev anholdt fire dage senere i Helsingborg. Ved Circle K-benzintanken nær Københavns Lufthavn blev han af svensk politi om eftermiddagen 26. maj overgivet til danske betjente, og dagen efter blev han varetægtsfængslet i Lyngby.
* Begge mænd nægter sig skyldige. Bagmandspolitiet rejst 8. september tiltale mod begge. Skat-medarbejderen anklages for at have modtaget cirka to millioner i bestikkelse. Anklager om skattesvig er droppet.
* Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil fjerne den særlige blanket, der er blevet brugt til svindlen. Desuden skal udenlandske selskaber ikke længere kunne få refunderet udbytteskat.
Kilder: Skat, DR, Politiken, Bagmandspolitiet og oplysninger fremkommet i retsmøder.
/ritzau/