Anklagemyndigheden har rejst en række sager mod unge, der skal være rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.
Fredag har landsretten taget stilling til en sag, hvor 26-årige Adam Johansen 26. oktober i fjor blev idømt fængsel i fire år i Retten på Frederiksberg.
Johansen, der også er tunesisk statsborger, undgik frakendelse af dansk statsborgerskab, selv om anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om det.
Landsretten stadfæstede fredag byrettens dom og lod Johansen beholde sit danske pas.
Her kan du få et overblik over nogle af de andre sager:
* En tidligere pizzabager fra Ishøj, Enes Ciftci, der er tyrkisk statsborger, er idømt fængsel i seks år for to rejser til Syrien. I november 2017 blev han af Højesteret frakendt sin danske indfødsret.
* 22-årige Anis Laraba, der også har statsborgerskab i Algeriet, blev 13. december idømt fængsel i fem år. Opholdet hos Islamisk Stat varede i ni måneder. Han er også frakendt sit danske statsborgerskab. Dommen er anket.
* Det tidligere bandemedlem Ali Malik på 30 år og Alexander Bak på 21 blev 19. december af Retten på Frederiksberg idømt fængsel i henholdsvis fem år og tre år og seks måneder. Alexander Bak undgik at få frataget sit danske statsborgerskab.
* Retten i Glostrup idømte 9. februar i år den 27-årige Vedat Sariboga fem års fængsel for over to gange i 2013 og 2014 at have ladet sig hverve af IS. Sariboga, der er tyrkisk statsborger, udvises desuden af Danmark for bestandig.
* Vestre Landsret har fredag idømt den 26-årige Hafed Matoussi, der er tunesisk statsborger, tre års fængsel og udvisning for to uger i selskab med IS. Da Retten i Aarhus afsagde dom i oktober sidste år, undgik han udvisning.
* Den 24-årige Joel Nur med finsk statsborgerskab blev fredag dømt ved Retten i Esbjerg. Han fik fire års fængsel og udvises for bestandigt for at have tilsluttet sig IS. Der var dog ikke beviser for, at han havde modtaget terrortræning. En jævnaldrende mand er tiltalt ved Retten i Aarhus.
* Anklagemyndigheden har endnu ikke afgjort, om der skal rejses tiltale mod yderligere fem personer, heraf to kvinder, i to forskellige sager, der efterforskes af Københavns Vestegns Politi.
Kilder: Domme, anklageskrifter, Ritzau.
/ritzau/