Ved midnat mellem fredag og lørdag dansk tid har Storbritannien som det første land nogensinde forladt EU.
Briternes officielle farvel til det europæiske samarbejde har affødt både glæde og sorg.
Her er et overblik over reaktionerne:
* Storbritanniens premierminister, Boris Johnson:
- I aften har vi forladt EU - det er et ekstraordinært vendepunkt for dette lands historie. Lad os sammen få det bedste ud af de muligheder, som brexit nu bringer - og forløse Storbritanniens potentiale, skriver han på Twitter.
* Leder af Det Skotske Nationalparti (SNP), Nicola Sturgeon:
- Skotland vil vende tilbage til EU som et selvstændigt land, skriver på Twitter.
* USA's udenrigsminister, Mike Pompeo:
- Jeg er glad for, at Storbritannien og EU er nået til enighed om en brexitaftale, som ærer det britiske folks vilje. Vi vil fortsætte med at opbygge vores stærke, produktive og blomstrende relation til Storbritannien, når det nu påbegynder et nyt kapitel, skriver han på Twitter.
* Tidligere statsminister i Danmark, Lars Løkke Rasmussen (V):
- Farvel, Storbritannien. Farvel, Downing Street. I forlader EU, men ikke Europa. Lad os forblive tætte, skriver han på Twitter.
* De Radikales politiske leder, Morten Østergaard:
- Brexit er en realitet. Det er deres valg, og nu er det et vilkår. Men verden har brug for mere samarbejde - ikke mindre. Klima, migration og rettigheder. Valget er simpelt. Skal vi ordne det sammen eller hver for sig? For mig er svaret klart, skriver han på Twitter.
/ritzau/