En konstruktiv tilgang i regeringen. Det er ifølge den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, svaret på, hvordan man som lille parti får indflydelse i en regering med to andre og større partier.
Her er et overblik over de resultater, partiformanden selv fremhæver i sin tale ved det konservative landsråd i København lørdag:
* Det grønne område: Der er lukket helt ned for boringer efter olie på land og i indre farvande. Det er besluttet, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050. Der er sat penge af til naturbevarelse.
* Boligskat: Boligejere, der har betalt for meget i skat, får deres penge igen. Grundskylden har været fastfrosset i to år. De grundskyldstigninger, der var udsigt til efter 2021, er aflyst.
* Forsvar: Forsvarets budget løftes med knap fem milliarder kroner om året.
* Lov og ret: Der er vedtaget "en historisk vidtgående bandepakke." Flere politibetjente på gaden. Skærpede straffe for besiddelse af skydevåben.
* Udlændinge og integration: Kriminelle udlændinge tvinges til at spare op og betale egen hjemrejse. Personer på integrationsydelse må ikke flytte ind i hårde ghettoer. Børn i udsatte boligområder skal tvinges i daginstitution.
/ritzau/