Det britiske underhus har tirsdag aften stemt om syv ændringsforslag til den brexitaftale, som premierminister Theresa May har forhandlet med EU.
To forslag gik igennem. Først stemte et flertal i parlamentet for en hensigtserklæring om, at briterne ikke kan forlade EU uden en aftale.
Derefter stemte de folkevalgte for et andet forslag om, at aftalen for den irsk-nordirske grænse skulle ændres.
Her er et overblik over den langstrakte britiske exitproces:
* 23. juni 2016: Ved en folkeafstemning stemmer 52 procent af briterne for at forlade EU. 48 procent stemmer for at blive.
* 29. marts 2017: Storbritannien meddeler officielt EU, at landet vil melde sig ud af samarbejdet. Af EU-traktatens artikel 50 fremgår det, at der går to år, fra et land meddeler sin udtræden, til det effektueres.
Briternes besked indleder derfor en nedtælling frem mod 29. marts 2019.
* 12. juli 2018: Theresa May fremlægger en længe ventet hvidbog med britiske planer for fremtidens forhold til EU.
Få dage tidligere har brexitminister David Davis og udenrigsminister Boris Johnson forladt regeringen i protest mod en alt for blød brexitplan.
* 13. november: Det bekræftes fra Downing Street i London, at der er enighed om et udkast til en aftale om briternes udtræden af EU. Udkastet skal underskrives fra officielt hold.
* 14. november: Theresa May sikrer sig efter et fem timer langt møde opbakning i sin regering til udkastet til en brexitaftale.
* 25. november: EU's stats- og regeringschefer godkender udtrædelsesaftalen og den politiske erklæring, der tilsammen fastsætter betingelserne for Storbritanniens udtræden af EU. Aftalen skal godkendes i det britiske parlament og i Europa-Parlamentet, før den træder i kraft.
* 10. december: Theresa May udskyder en afstemning om brexitaftalen i Underhuset. Den skulle have fundet sted 11. december. Udskydelsen skyldes, at aftalen stod til at blive stemt ned.
* 15. januar 2019: Det britiske parlaments underhus afholdt en afstemning om Mays brexitaftale, som blev udskudt i december. Den blev stemt ned med 432 stemmer imod og 202 stemmer for.
* 16. januar 2019: Underhuset beslutter i en mistillidsafstemning at lade Theresa May og hendes konservative regering fortsætte. 325 stemte for, mens 206 stemte imod.
* 29. januar 2019: Stemmer Underhuset det britiske parlament for to ud af syv ændringsforslag til Mays brexitplan, der blev stemt ned tidligere samme måned.
* 29. marts: Briterne træder efter planen ud af EU ved midnat. Det kan enten være med eller uden en aftale med EU.
Kilder: Eu.dk, Ritzau og Reuters.
/ritzau/