Alle gymnasieelever skal i regeringens gymnasieudspil have matematik på B-niveau - med mindre de har valgt en rent sproglig studieretning med sprogfag på A-niveau. Samtidig lægger regeringen op til et øget fokus på matematik på flere andre punkter:
* Skriftlig matematikprøve i grundforløbet
For at sikre, at eleverne har det faglige fundament på plads, vil regeringen indføre en skriftlig, intern prøve ved afslutningen på grundforløbet efter tre måneder i 1.g. Prøven skal afdække elevens matematikniveau.
* Obligatoriske årsprøver i matematik
Der skal indføres årsprøver efter 1.g for elever med matematik på B- og A-niveau, og elever med A-niveau skal også til årsprøve efter 2.g. Det skal styrke den faglige evaluering og feedback. Der indføres desuden nye prøveformer.
* Kobling mellem matematik og studieretningsfag
For at øge motivationen for matematik og træningen i praktisk matematikanvendelse skal der laves koblinger til elevens studieretningsfag på A-niveau. Eksempelvis skal matematik anvendes i samspil med økonomiske fag på HHX og teknologiske fag på HTX.
* Bedre matematiklærere
Lærerne skal klædes bedre på til at håndtere "matematikfagets særlige udfordringer". Pædagogikum tilpasses med fokus på understøttelse af den særlige indsats.
/ritzau/