Jungletrommerne runger i det danske erhvervsliv.
De sidste dage har interesseorganisationen Dansk Industri (DI) råbt op om, at mangel på arbejdskraft i de danske virksomheder kan få fatale følger for økonomien.
Det har fået DI’s direktør, Karsten Dybvad, til at foreslå en række tiltag. Heriblandt at halvdelen af alle kontanthjælpsmodtagere skal erklæres jobparate, og at man sænker det beløb, udlændinge skal tjene om året for at få arbejdstilladelse.
Begge forslag har fået kritik fra fagbevægelsen og en række partier i oppositionen.
Avisen.dk har talt med professor i velfærds- og arbejdsmarkedsforskning ved Roskilde Universitet, Bent Greve, for at blive klogere på, hvad der er op og ned i sagen.
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse, som DI har foretaget blandt sine medlemsvirksomheder, er der behov for 45.000 nye hænder til at tage fat på arbejdsmarkedet. Hvorfor eksploderer debatten lige nu?
Vi er i den lykkelige situation, at vi har en lavere ledighed end i de sidste år. Det betyder, at der kommer områder, der ikke kan få den arbejdskraft de gerne vil have, og så rykker debatten højere op på dagsordenen, siger Bent Greve.
Hvad er der på spil?
Det er økonomien. Lige før kartoffelkuren i 80’erne, og før det boom vi så lige før finanskrisen i slut-nullerne, steg lønningerne i bygge- og anlægsbranchen. Det smitter af på de andre brancher, hvilket skaber en overophedning. Det er man bekymret for kan ske igen.
Det er man et stykke af vejen med rette, men man skal passe på ikke at overdrive betydningen af det. For dansk økonomi er jo grundlæggende sund. En lille stigning i lønnen vil ikke komme til at rykke ved det, men vil skabe mere efterspørgsel. Derfor skal man selvfølgelig stadig følge udviklingen tæt.
Hvad vil det gøre, hvis man sænker beløbsgrænsen?
I den nuværende situation kan der være brancher, hvor det er fornuftigt at sænke grænsen for, hvornår man kan komme ind i landet og arbejde. I dag skal man tjene 418.000, hvilket kræver en ret høj månedsløn. Det kan gøre det svært for nogle virksomheder at hente faglærte ind, som man måske ikke kan finde i Danmark.
Men vil det ikke give et stort pres på lønniveauet?
Det kan man omgå ved, at det ikke bliver en generel regel, men kun kobler det til nogle faglige områder. Det kan få arbejdskraften hentet ind, og herefter kan man så regulere beløbsgrænsen igen.
Her har fagbevægelsen talt for, at man skal finde hænderne blandt arbejdsløse danskere eller flygtninge. Hvorfor søge mod udlandet, hvis der er ledige til at trække i arbejdstøjet her i landet?
Nogle vil sige, at det tager for lang tid at opkvalificerer folk til flere af disse stillinger. Andre ledige har været væk fra arbejdsmarkedet i så lang tid, at det vil være en meget stor opgave at få dem ud på arbejdsmarkedet så akut. Jeg tror, at forklaringen er, at flere af de her stillinger kræver specialisering, og det gør det lettere for nogle virksomheder at kigge mod udlandet.
Hvilke brancher er det, der mangler hænder lige nu?
Det er især forskellige ingeniørere, elektrikere og andre områder indenfor håndværksbranchen. Der er også nogle steder i landbruget og i detailhandlen, hvor der er mangel på arbejdskraft. Her vil det nok være lettere at hente folk fra jobcentrene.
DI kigger meget udenfor EU’s grænser. Hvorfor vil man have arbejdskraft fra Kina eller Indien frem for øst- eller sydeuropa?
Det er ikke så nemt, at hente folk fra EU, som det tidligere var. Man har oplevet, at mange arbejdere fra Polen eller Rumænien er taget tilbage, da økonomien har det bedre i deres hjemland. De synes ikke længere, at det er så interessant at tage til Danmark, for de vil selvfølgelig hellere arbejde tæt ved deres familie.
Socialdemokratiet har i dag foreslået, at der skal oprettes jobcentre i Sydeuropa, for at rekruttere arbejdsløse til danske stillinger. Tror du, at det vil kunne rykke noget?
Jeg har ikke stor tro på, at det kan flytte meget. Fordi det kræver at man rammer de helt rigtige personer i Italien eller Spanien, og det tror jeg ikke er let. Hvis det er, så skal man bruge de jobcentre, der i forvejen findes i de pågældende lande i form af samarbejder.
DI vil gerne have 50 procent af kontanthjælpsmodtagerne gjort jobparate. Er det den løsning, der får folk ud af jobcentrene?
Jeg tror ikke, at man kan erklære så mange jobparate fra den ene dag til den anden. Det er meget individuelt hvad folk har af udfordringer, og det vil formentligt kun være på få jobcentre, at det vil gøre en egentlig forskel. Man skal selvfølgelig have en ambition om, at folk skal ud på arbejdsmarkedet, men det er ikke så let.
Hvad er det der skiller virksomhederne og fagbevægelsen i denne sag? For de er begge interesserede i at få flere ud på arbejdsmarkedet?
Begge parter har lidt ret, men begge tager også fejl nogle steder. DI har ret i, at vi nok blive nødt til at hente folk udefra til nogle af de her stillinger. Omvendt har fagbevægelsen ret i, at der er folk som godt kan få et job, hvis det er på ordentlige vilkår og med opkvalificering.
De har begge uret i, at der kun findes en løsning på det her. I virkeligheden burde man gøre lidt af begge dele.