Mandag har Lærerkommissionen fremlagt sine anbefalinger til, hvordan kommunerne og lærerne kommer tættere på en aftale om blandt andet arbejdstid forud for næste års overenskomstforhandlinger.
Se her, hvad konflikten om arbejdstidsaftalen handler om:
* For langt de fleste lønmodtagere på det offentlige og private arbejdsmarked i Danmark reguleres arbejdstid gennem overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter.
* Men som det er i dag, er læreres og underviseres arbejdstid reguleret af en lov som følge af et politisk indgreb. Det kom efter sammenbrudte forhandlinger og en længerevarende lockout i 2013.
* Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 lykkedes det ikke parterne at blive enige om en ny arbejdstidsaftale. Og altså heller ikke i foråret 2018.
* I stedet blev der nedsat en kommission, der skulle se nærmere på lærernes vilkår frem mod de næste overenskomstforhandlinger i 2021.
* En af de afgørende forskelle mellem situationen før og efter lovindgrebet er, at der ikke længere skelnes mellem typer af arbejdstid – for eksempel forskellige typer af opgaver som undervisning og forberedelse.
* Noget af det, lærerne har været utilfredse med, er, at de har fået mindre tid til forberedelse, men til gengæld flere undervisningstimer.
* Det er i højere grad op til skolelederen at tilrettelægge lærerens arbejdstid, hvor lærerne tidligere selv har haft større indflydelse.
* Arbejdstiden tilrettelægges normalt på hverdage - mandag til fredag - i dagtimerne. Den daglige arbejdstid skal så vidt muligt være samlet.
* Men hvor lærerne tidligere selv kunne råde over deres arbejdstid og forberede sig derhjemme, er der i lovindgrebet krav om tilstedeværelse på skolen i hele arbejdstiden.
* Med loven blev hviletidsreglerne for lærerne ændret. Med indgrebet fik skoleledere ret til at fravige den såkaldte 11-timers-regel en gang om ugen, hvor det før kun kunne ske 12 gange på et år.
* Desuden er der en række andre bestemmelser i loven. For eksempel betales lærerne 14 timers løn per døgn, når de er på lejrskole.
* I praksis er der rundt om i kommunerne indgået mange lokale aftaler om arbejdstid for lærerne, hvis arbejdstid derfor ikke er reguleret af loven. I 15 ud af landets 98 kommuner er der ikke en lokalaftale.
Kilder: Lov 409, Danmarks Lærerforening, Lærerkommissionen samt notat om lærernes arbejdstid fra Københavns Universitet.
/ritzau/