En ulykke i Indonesien i oktober og en ulykke i Etiopien søndag har sat spørgsmålstegn ved sikkerheden i flyfabrikanten Boeings populære nye flytype 737 MAX 8 og MAX 9.
Onsdag aften har flyproducenten selv anbefalet, at flyene holdes på jorden. Udmeldingen kom, kort tid efter at USA's luftfartsmyndigheder havde tilsluttet sig blandt andet EU og udstedt et flyveforbud mod flytypen.
Sammenlignet med tidligere 737-modeller har MAX-modellen blandt andet:
* Stærkere og lettere motorer. Det betyder ifølge Boeing, at flyet bruger 20 procent mindre brændstof end sine forgængere. Det sker blandt andet i kraft af nydesignede motorblade i et kulfibermateriale, der også gør motorerne 230 kilo lettere.
* Mindre støj. I kraft af et nyt vinge- og haledesign, der nedsætter flyets luftmodstand, samt de nye motorer er der 40 procent mindre støj i kabinen i det nye fly.
* Lavere omkostninger. Boeing hævder, at 737 MAX 8 blandt andet takket være de mere sparsommelige motorer har lavere omkostninger per sæde sammenlignet med konkurrenterne.
* Ny software. Helt centralt for undersøgelserne af ulykkerne i Etiopien og Indonesien er en ny type software kaldet MCAS. Softwaren er udviklet på grund af det nye flydesign, der har rykket de kraftigere motorer længere frem på skroget.
* Det giver ifølge Boeing flyet en større tendens til, særligt under take-off, at presse flyets næse opad mod himlen. Bliver flyets stigning for stejl, taber det for meget hastighed, og det kan føre til det, man kalder at "stalle". Det betyder, at flyet kommer så langt ned i hastighed, at det ikke længere kan svæve og styrter ned.
* MCAS-systemet virker ved, at det peger flyets snude nedad, når det registrerer, at dets vinkel i luften er for stejl. Ved både ulykken i Etiopien og i Indonesien har det været fremme, at flyet efter take-off fluktuerede meget op og ned i hastighed og højde.
* Det har ledt eksperter til at mistænke, at der var problemer med netop MCAS-systemet. Det kan have tvunget flyene ned, hvis ikke piloterne har kunnet slå det fra. For eksempel hvis den sensor, som MCAS-systemet bruger til at læse flyets hældning, har været defekt.
* Det er dog ikke endeligt afklaret, hvad der førte til ulykken i hverken Indonesien eller Etiopien.
* Ifølge Wall Street Journal har det undret flere sikkerhedseksperter, hvorfor programmet udelukkende benytter én sensor til at vurdere flyets hældning, da det gør det sårbart over for en defekt sensor.
* Ifølge The New York Times har piloter ikke gjort sig bekendt med det nye fly i en simulator, før de blev godkendt til at flyve det. Den beslutning skal være truffet af Boeing og de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA.
* Boeing har meddelt, at det har arbejdet på softwareændringer til MAX-flyene efter ulykken i Indonesien. Den opdaterede software skal ifølge planen være klar til april.
* Der er cirka 350 737 MAX 8-fly i drift i hele verden.
Kilder: Boeing, The New York Times, The Wall Street Journal, CBS News og Icelandair.
/ritzau/