Torsdag meddeler Peter Skaarup, som tidligere har været gruppeformand i Dansk Folkeparti, at han bliver den første repræsentant i Folketinget for Danmarksdemokraterne, som er stiftet af Inger Støjberg.
Flere af hans tidligere kolleger i DF, som ligeledes har forladt partiet, har lykønsket ham eller været begejstrede for Støjbergs projekt. Få overblikket her:
Søren Espersen:
- Søren Espersen, som i mange år var næstformand i Dansk Folkeparti, siger torsdag til DR, at han godt kan se sig i Danmarksdemokraterne.
- Det er et meget spændende projekt, og jeg kan godt se mig selv i det. Det kan jeg. Men lad os nu se, hvad fremtiden bringer, siger han.
- Espersen forlod Dansk Folkeparti den 25. juni - dagen efter Peter Skaarup.
Lise Bech:
- Lise Bech, som er tidligere landbrugsordfører i Dansk Folkeparti, lykønsker Peter Skaarup med skiftet til Danmarksdemokraterne i et opslag på Twitter torsdag.
- Hun forlod Dansk Folkeparti den 21. februar. Hun uddyber på Twitter, at hun ikke har besluttet, om hun vil genopstille.
Hans Kristian Skibby:
- På Facebook skriver DF's forhenværende erhvervsordfører Hans Kristian Skibby torsdag, at det er en super god nyhed, at Peter Skaarup er skiftet til Danmarksdemokraterne.
- Han siger torsdag til Jyllands-Posten, at han stiller sig til rådighed over for Danmarksdemokraterne. Skibby forlod Dansk Folkeparti i februar.
Jens Henrik Thulesen Dahl:
- Folketingsmedlemmet Jens Henrik Thulesen Dahl, som er bror til forhenværende formand i Dansk Folkeparti - Kristian Thulesen Dahl - meldte sig ud af Dansk Folkeparti 24. juni.
- I forbindelse med sin udmeldelse sagde han, at han overvejede at stille op for Danmarksdemokraterne.
Kilder: Ritzau, DR, Jyllands-Posten