62-årige Theresa May blev britisk premierminister i 2016, og siden da har hendes altoverskyggende opgave været brexit. Onsdag aften står hun over for en afgørende tillidsafstemning i sit konservative parti.
Herunder kan du læse fem citater fra Mays politiske karriere:
* May om sin vision i forhold til det forestående brexit:
- Jeg vil gerne have, at Storbritannien bliver, hvad vi har potentialet, talentet og ambitionen til at blive: En stor, global handelsnation, der er respekteret over hele verden, og som er stærk, selvsikker og forenet.
* May om ofte at få kommentarer i forhold til sin påklædning:
- En af udfordringerne for kvinder på arbejdsmarkedet er at vise, at man både kan være intelligent og samtidig gå op i tøj. Man kan godt have en karriere og stadig være vild med tøj.
* Mays svar, da den erfarne konservative politiker Ken Clarke kaldte hende en "forfærdeligt vanskelig kvinde":
- Politik har godt af nogle forfærdeligt vanskelige kvinder.
* Om sammenligninger med tidligere premierminister Margaret Thatcher:
- Der kan kun være én Margaret Thatcher. Jeg er ikke typen, der naturligt ser op til rollemodeller. Jeg har altid – uanset opgaven – gjort det bedste jeg kunne. Jeg giver alt, hvad jeg har.
* Om ikke at have fået børn:
- Jeg vil gerne holde mit privatliv privat. Vi kunne ikke få børn, det håndterede vi, og vi kom videre.
Kilde: The Telegraph.
/ritzau/