Luftrummet over Københavns Lufthavn blev mandag aften lukket, efter at der blev observeret to til tre uidentificerede droner i området.
Al flytrafik til og fra lufthavnen blev standset i knap fire timer.
Politiet har holdt tre pressemøder om udviklingen i sagen.
Få et overblik over, hvad vi ved, og hvad vi mangler svar på.
Det ved vi:
* Politiet modtog en anmeldelse om droneaktivitet omkring klokken 20.30. Herefter rykkede politiet ud til lufthavnen, hvor det også observerede droner i luftrummet.
* Der blev observeret flere større droner, og de kom fra forskellige retninger og fløj på en måde, der indikerer, at de viste sig frem eller måske øvede sig, har ledende politiinspektør Jens Jespersen fortalt tirsdag morgen.
* Politiet understreger, at der ikke er noget, der indikerer, at dronerne ville angribe. Politiet er heller ikke vidende om, at der opstod faresituationer.
* Dronernes måde at operere på, deres størrelse og deres tid over målet gjorde, at politiet har konkluderet, at der formentlig står "en kapabel aktør" bag.
* En kapabel aktør er ifølge politiet en aktør, der har kapacitet, vilje og redskaber til at vise sig frem.
* Dronerne fløj selv væk fra lufthavnen og blev ikke "taget ned" af danske myndigheder. De blev ikke skudt ned, fordi det kan være farligt, at noget falder ned i et område som ved lufthavnen.
* Politiet kan udelukke, at dronerne er lettet og landet fra skibe i området.
* Københavns Politi tilføjer onsdag eftermiddag, at politikredsen i løbet af det seneste døgn har fået flere end 100 anmeldelser om droner og dronelignende genstande.
* Anmeldelserne vedrører både mandag aften i lufthavnen, men også andre steder og tidspunkter det seneste døgn.
* Efterforskningen af dronerne sker i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret og har blandt andet fokus på digitale spor.
* Hændelsen har påvirket 20.000 passagerer og har medført 100 aflysninger, mens 31 fly er blevet omdirigeret.
* Politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes omtaler det som et "droneangreb" og kalder det en "meget kritisk situation".
* Den Nationale Operative Stab - også kaldet Nost - er blevet aktiveret på trin 1, der er det laveste niveau og et såkaldt informationsberedskab.
* Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, afviser, at Rusland er involveret.
Det mangler vi svar på:
* Vi ved ikke, hvor dronerne kom fra.
* Vi ved ikke, hvilken type af droner der er tale om. Det vides heller ikke, hvor mange der præcist var.
* Vi ved ikke, hvor dronerne fløj hen bagefter.
* Vi ved ikke, om politiet konkret mistænker bestemte for at stå bag.
* Vi ved ikke, hvilke tiltag politi og myndigheder har iværksat efter hændelsen.
* Det er uklart, om der er sammenhæng med en hændelse i Norge, hvor observation af droner nær flyvepladsen i Oslo Lufthavn lukkede lufthavnen i tre timer natten til tirsdag.
Kilde: Københavns Politi, Københavns Lufthavn, Naviair, Jyllands-Posten.
/ritzau/