Allerede i december 2017 vil DR mangler 100 millioner kroner i likviditet. Det skyldes, at skattevæsnet ikke har formået at inddrive mere end 1,4 milliarder kroner i licens.
Derfor vil Kulturministeriet nu bede om lov til, at staten garanterer for DR's private lån og kassekredit på op til 500 millioner kroner.
Der er dog en række betingelser for statsgarantien fremgår det af aktstykke fra Kulturministeriet til Finansudvalget:
* Statsgarantien vil kun dække de forhøjelser af den nuværende kassekredit, som er nødvendige for, at DR har penge til at lukke hullet efter den manglende licensinddrivelse.
* DR får ikke lov til at bruge penge fra kassekreditten eller andre private lån optaget med statsgarantien i ryggen til at indfri andre dyrere lån.
* DR skal betale 0,15 procent årligt i provision til staten for den del af garantirammen, der er udnyttet. Beløbet svarer ifølge Kulturministeriet til den normale provision, der betales for lån/garantier til statslige selskaber, der ikke konkurrerer på markedsvilkår.
* Kulturministeriet vurderer, at der ikke er tale om statsstøtte. Det skyldes, at garantien "alene indebærer en delvis kompensation fra staten til public service-virksomheden DR for konsekvenserne for DR af manglende inddrivelse af licensrestancer".
Kilde: Aktstykke fra Kulturministeriet til Finansudvalget.
/ritzau/