Et hold af eksperter sendt fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har indsamlet godt 2200 prøver fra et russisk laboratorium i Moskva.
Inspektionen af laboratoriet er en del af den aftale mellem Wada og den russiske regering, der lukker Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) ind i varmen igen efter tre års udelukkelse på grund af omfattende brug af doping.
Her er et overblik over hele den russiske dopingskandale.
2014:
* I en dokumentar på den tyske tv-station ARD anklages russisk sport for gennemgribende korruption og for systematisk at dække over positive dopingprøver. Anklagerne bygger på hemmelige optagelser og vidneudsagn.
* Det Internationale Antidopingagentur (Wada) nedsætter en kommission på tre mand, der skal undersøge anklagerne. Kommissionen ledes af den tidligere Wada-chef Dick Pound.
2015:
* Wada offentliggør sin rapport om doping i russisk atletik. Konklusionen lyder på systematisk og statsstøttet doping.
* Det Internationale Atletikforbund (IAAF) suspenderer Det Russiske Atletikforbund (Araf) fra al konkurrence med øjeblikkelig virkning, og så længe landet ikke lever op til de internationale antidopingregler.
2016:
* Den tidligere administrerende direktør i Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) Nikita Kamayev bliver fundet død. En uge senere kommer det frem, at han ville skrive en bog og i den afsløre sandheden om russisk doping.
* En lang række russiske elitesportsfolk afsløres i snyd med doping, herunder tennisstjernen Maria Sharapova.
* Grigory Rodchenkov, den tidligere chef for Ruslands antidoping-laboratorium, går i eksil i USA. Han afslører, at der foregik systematisk doping i Rusland, som inkluderede mindst 15 russiske medaljevindere ved vinter-OL i Sotji i 2014. Den systematiske doping foregik i tæt samarbejde med Ruslands sportsministerium og landets efterretningstjeneste.
* Wada offentliggør en rapport, som belaster Rusland yderligere. Rapporten beskriver i detaljer, hvordan det ikke har været muligt at gennemføre 736 dopingprøver af russiske atleter af forskellige årsager.
* Bestyrelsen i IAAF mødes i østrigske Wien og beslutter, at Ruslands Atletikforbund fortsat skal være udelukket fra al international atletik.
* Professor Richard McLaren præsenterer sin uafhængige rapport, der tegner et billede af et omfattende dopingprogram og retter hårde anklager mod Ruslands politiske top. Wada kræver efterfølgende Rusland udelukket fra al international idræt, indtil en kulturændring er blevet gennemført.
2017:
* IOC meddeler, at Ruslands Olympiske Komité (NOC) bliver udelukket fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang. Nogle russiske atleter kan dog få lov til - hvis de opfylder en række krav - at stille op ved vinter-OL under det olympiske flag.
* IOC uddeler livstidskarantæner til den tidligere russiske sportsminister Vitaly Mutko og hans daværende vicesportsminister, Yuri Nagornykh. IOC har samtidig valgt at suspendere præsidenten for Den Russiske Olympiske Komité, Alexander Zhukov, som IOC-medlem.
2018:
* Wada ophæver suspenderingen af Ruslands antidopingagentur, Rusada. Ni ud af 12 bestyrelsesmedlemmer i Wada stemmer for ophævelsen. I dagene op til afstemningen har 13 landes antidopingledere opfordret Wadas bestyrelse til at fastholde suspensionen.
* Som en del af aftalen mellem Wada og Ruslands regering skulle Rusland give Wada adgang til data fra et laboratorie i Moskva inden årets udgang. Rusland overholder ikke tidsfristen.
2019:
* Wada får i løbet af foråret adgang til laboratoriet i Moskva, hvor 2200 prøver bliver indsamlet.
Kilder: TT, The Telegraph, Wada, Reuters, dpa og AFP.
/ritzau/