Siden den tyske TV-station ARD anklagede Rusland for systematisk doping i december 2014, er skandalen kun vokset.
I sidste uge besluttede Den Internationale Olympiske Komité (IOC) at fastholde udelukkelsen af Rusland fra vinter-OL i Pyeongchang.
Det betød, at russerne ikke fik lov til at gå ind med russisk flag under søndagens afslutningsceremoni.
To positive dopingprøver gjorde udslaget ifølge IOC, som dog allerede onsdag valgte at ophæve karantænen.
Her præsenteres en tidslinje over de seneste måneder i forløbet.
5. december 2017:
IOC meddeler, at Ruslands Olympiske Komité (NOC) bliver udelukket fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang.
Nogle russiske atleter kan dog få lov til - hvis de opfylder en række krav - at stille op ved vinter-OL under det olympiske flag.
Disse atleter må ikke tidligere have været dømt for dopingbrug, og de skal gennemgå omfattende dopingkontrol for at blive godkendt til at stille op.
De kan deltage som "olympiske atleter fra Rusland", meddeler IOC.
25. januar 2018:
Ruslands Olympiske Komité meddeler, at IOC har givet tilladelse til, at 169 russiske atleter kan stille op ved vinter-OL under neutralt flag. 168 af dem vælger at stille op ved legene.
23. februar 2018:
For anden gang under vinter-OL bliver en russisk udøver taget for doping, da bobslædekøreren Nadezjda Sergejeva afleverer en prøve med spor af stoffet trimetazidin. Tidligere under OL blev curlingspilleren Alexander Krushelnitsky taget for doping, og han måtte efterfølgende aflevere en bronzemedalje.
25. februar 2018:
I kølvandet på de to positive dopingprøver beslutter IOC at fastholde den officielle udelukkelse af Rusland forud for afslutningsceremonien ved vinterlegene i Sydkorea. Russerne må derfor ikke vifte med russiske flag under ceremonien, som de ellers havde håbet på og argumenteret for.
26. februar 2018:
Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) udtrykker tilfredshed med, at IOC ikke tillod russerne at gå ind til søndagens afslutningsceremoni med russiske flag. Wada er samtidig bekymret, fordi IOC overvejer at ophæve udelukkelsen af Rusland snarest muligt, såfremt der ikke bliver offentliggjort flere russiske dopingsager fra vinter-OL.
- For at undgå enhver tvivl skal det slås fast, at Rusada (Det Russiske Antidoping Agentur, red.) fortsat ikke arbejder i overensstemmelse med World Anti-Doping Code.
- Rusada har ikke opfyldt Rusada Roadmap to Compliance (en række kriterier, red.) efter Ruslands beviste systematiske manipulation af processen med dopingkontrol, skriver Wada.
28. februar 2018:
IOC meddeler, at Ruslands karantæne er ophævet, efter at de resterende test af russiske atleter ved vinter-OL ikke har ført til flere dopingsager.
Kilder: Wada, Reuters, dpa og AFP.
/ritzau/