Der har været flere meldinger om, at Rusland har brugt kemiske våben i Mariupol. Ingen af disse meldinger er dog bekræftet.
Få overblikket her:
* Meldinger om brug af kemiske våben.
Ivanna Klympush, der er formand for det ukrainske parlaments kommission for Ukraines integration i EU, hævder, at Rusland har brugt en ukendt substans i den belejrede by Mariupol.
Hun skriver på Twitter, at der kan være tale om kemiske våben.
Azov-regimentet, en del af den ukrainske nationalgarde, siger ifølge The Guardian også, at der er blevet brugt kemiske våben i Mariupol.
Ingen af disse udsagn er blevet bekræftet af uafhængige kilder.
* Zelenskyj advarer mod russisk brug af kemiske våben.
I en tale mandag aften siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at der er risiko for, at Rusland bruger kemiske våben, skriver Reuters.
Han siger dog ikke, at Rusland har brugt kemiske våben.
I samme tale opfordrer han vestlige lande til at sanktionere Rusland så hårdt, at landet ikke engang vil overveje at bruge kemiske våben mod Ukraine.
* Japan sanktionerer Putins døtre.
Japan fastfryser 398 russeres værdier - heriblandt Putins døtre og udenrigsminister Sergei Lavrovs kone, skriver nyhedsbureauet DPA English.
Sanktionerne er godkendt af det japanske parlament.
Fredag sagde Japans premierminister, Fumio Kishida, desuden, at Japan vil skære ned på importen af kul fra Rusland, og at der er et mål om helt at stoppe med at importere kul fra landet.
* Meldinger om kemiske våben undersøges.
John Kirby, der er pressetalsmand for Pentagon, siger, at man holder tæt øje med situationen i Mariupol. Liz Truss, udenrigsminister i Storbritannien, siger ligeledes, at Storbritannien arbejder hårdt på at verificere meldingerne.
Fra borgmesterkontoret i Mariupol lyder det også, at man arbejder på at kunne give flere detaljer på et senere tidspunkt.
/ritzau/