Natten til onsdag dansk tid har USA's præsident, Joe Biden, skærpet retorikken og sagt, at Rusland er i gang med at begå folkedrab i Ukraine.
Få hele overblikket her:
* Zelenskyj vil udveksle fanger.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, foreslår at lave en fangeudveksling mellem den prorussiske ukrainske politiker Viktor Medvedtjuk og ukrainske krigsfanger.
* Brug af kemiske våben er fortsat uvist.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj siger, at det ikke er muligt at drage 100 procent sikre konklusioner om, hvorvidt russiske styrker har brugt kemiske våben i Mariupol, fordi det ikke er muligt at gennemføre en ordentlig undersøgelse i byen, der er under belejring.
Mandag og tirsdag har der været meldinger fra Mariupol om, at der blev brugt kemiske våben i byen. Ingen af disse meldinger er dog blevet bekræftet.
* Biden kalder krigen et folkedrab.
Præsident Joe Biden sagde ved et arrangement i Iowa, at amerikanernes budgetter ikke bør afhænge af, om "en diktator begår folkedrab" med henvisning til krigen i Ukraine.
Da han senere blev spurgt ind til det udsagn, fastholdt han og sagde:
- Jeg kaldte det for et folkedrab, fordi det er blevet mere og mere tydeligt, at Putin forsøger at tilintetgøre idéen om at være ukrainer, og beviserne vokser.
* Zelenskyj glædes over Bidens udtalelse.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, roser Joe Biden for at anklage Rusland for at begå folkedrab i Ukraine.
- At kalde tingene, hvad de hedder, er essentielt, hvis man kæmpe mod ondskab, skriver han på Twitter.
Kilde: Reuters.
/ritzau/