Undervisnings- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) har mandag givet sit bud på, hvordan universiteterne bedre kan målrettes de studerendes og erhvervslivets forventninger og behov.
Det skal blandt andet ske ved at give de studerende et retskrav på, at de er sikret optag på en kandidatuddannelse, hvis man efter bacheloren får lyst til at arbejde.
Og så skal kravene for at blive optaget på universitetet ændres, så der er mindre fokus på karaktersnit.
Udspillet får mange positive ord med på vejen, som det fremgår af nedenstående kommentarer:
* Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef for Dansk Industri:
- I fremtiden skal to ud af tre finde job i det private, og allerede med den udvikling, der findes nu på arbejdsmarkedet, vil der opstå behov for nye kompetencer.
- Fleksible uddannelser og fleksible muligheder er en stor del af løsningen.
* Christian Laugesen, chefkonsulent hos Lederne:
- Hvis bachelorer skal have en reel chance for at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, inden de læsere videre, skal retskravet udvides til fem år.
* Henning Thiesen, formand for Djøf:
- Det er et kærkomment opgør med det ensidige fokus på studietiden som noget, der skal overstås hurtigst muligt.
* Sara Grex, der er formand for Uddannelses- og Forskningsudvalget i Ingeniørforeningen (IDA):
- Det er godt, at det såkaldte retskrav kommer til at gælde i tre år.
- I dag har de studerende kun krav på en plads på deres naturlige overbygning, hvis de begynder direkte efter en afsluttet bachelor, og det har hverken givet mening for de studerende eller erhvervslivet.
/ritzau/