Seks personer er blevet varetægtsfængslet efter et seks timer langt grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.
* Torsdag aften begyndte grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.
* Tre personer, som blev anholdt torsdag, var fysisk til stede i retten.
* Grundlovsforhøret endte med at vare seks timer.
* Specialanklager ved Anklagemyndigheden Anders Larsson oplyser, at i alt seks personer er blevet fængslet efter grundlovsforhøret. To af dem var til stede i retten, mens fire er fængslet in absentia.
* En 29-årig mand blev løsladt, oplyser hans forsvarsadvokat, Nima Nabipour.
* Advokaten oplyser ikke andet om sagen end, at retten ikke mener, at der er begrundet mistanke for det, som klienten er sigtet for, og at han derfor er løsladt.
* De to øvrige sigtede, der var fysisk til stede i retten torsdag, blev varetægtsfængslet frem til 9. januar.
* En sigtet kvinde, der menes at være 19 år gammel, var til stede i retten torsdag, og hun nægter sig skyldig, oplyser hendes forsvarsadvokat, Finn Bachmann.
* Specialanklager ved Anklagemyndigheden Anders Larsson erklærer sig tilfreds med forløbet:
- Jeg er grundlæggende tilfreds med resultatet af både et stort stykke arbejde fra Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste, som jo har båret frugt således, at seks ud af syv er blevet fængslet. Det er jeg tilfreds med, siger han til DR foran Retten på Frederiksberg.
* Anders Larsson afviser at svare på, om der fortsat er nogen på fri fod.
Kilder: DR og Ritzau.
/ritzau/