Den danske regering undlod at videregive vigtige oplysninger eller strammede oplysninger forud for beslutningen om at gå i krig i Irak.
Sådan konstaterer forskerteamet bag krigsudredningen. Forskerne vurderer, at regeringen gav Folketinget et ufuldstændigt billede af situationen.
Her er et overblik over, hvordan den daværende regering ifølge forskerne har "strammet" oplysninger:
Masseødelæggelsesvåben:
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderede, at der ikke fandtes sikre beviser, men at det vurderedes, at Irak havde masseødelæggelsesvåben.
Statsminister Anders Foghs videregivelse til Folketinget, Udenrigspolitisk Nævn og medier var, at "det er noget, vi ved".
Kontakt til terrorisme:
Kilderne var enige om, at der ikke var nogen beviser for, at det irakiske regime havde et operativt samarbejde med al-Qaeda.
Internt delte embedsværket den opfattelse. Senere vurderede embedsmænd i Udenrigsministeriet, at USA måtte have beviser for påstandene om terrorkontakter.
Da processen blev afsluttet, og regeringen besluttede at gå i krig, erklærede Anders Fogh Rasmussen, at Irak sandsynligvis havde kontakter til terrorister.
Målet i Irak:
Statsministeren og udenrigsministeren erklærede gentagne gange i Det Udenrigspolitiske Nævn, at målet med aktionen mod Irak var afvæbningen af regimets masseødelæggelsesvåben.
Det fremgår dog både af ambassadeindberetninger og andre oplysninger samt interne notater, at USA’s mål var regimeskift.
Juridisk grundlag:
Regeringen orienterede ikke Udenrigspolitisk Nævn om, at den endelige afgørelse om dansk krigsdeltagelse var en "rent politisk vurdering" og ikke en juridisk.
Det vil sige, at vurderingen om, at regeringen kunne bygge på de tidligere resolutioner, var ikke en juridisk slutning, men baseret på det faktum, at USA ville gå i krig uden opbakning fra Sikkerhedsrådet.
Regionale konsekvenser:
Regeringen orienterede ikke Det Udenrigspolitiske Nævn om de overvejelser, den havde gjort sig om de mulige regionale konsekvenser af en krig i Irak.
Tidligt i forløbet modtog regeringen forudsigelser om, at en krig kunne destabilisere regionen, opløse den irakiske stat, udløse terror og kræve en langvarig involvering.
Disse vurderinger kom imidlertid ikke til Det Udenrigspolitiske Nævns kendskab.
Våbeninspektioner:
I efteråret 2002 erklærede udenrigsminister Per Stig Møller, at beviserne for masseødelæggelsesvåben var usikre.
Men da regeringen besluttede at følge USA i krig, slog statsministeren fast, at der ikke var nogen tvivl, om Irak havde masseødelæggelsesvåben.
Mens regeringen havde støttet, at våbeninspektørerne fik mere tid til arbejdet, og udenrigsministeren understregede, at det var Sikkerhedsrådet, der bestemte, hvor længe processen skulle vare, slog regeringen til sidst fast, at processen skulle afsluttes.
Kilde: "Uvildig udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan".
/ritzau/