Både Venstre og Socialdemokratiet bejler til det største parti i blå blok.
Der er stort flertal for udlændingestramninger i Folketinget, hvilket glæder Dansk Folkeparti, der dog presses af Nye Borgerlige, som vil gå endnu længere end storebror.
Kristian Thulesen Dahl skal sørge for, at partiet kan begrænse den ventede tilbagegang, som vil være kun anden gang, at partiet går tilbage ved et folketingsvalg. Det skete senest ved valget i 2011.
Her kan du se, hvordan han vil gøre det:
* Navn: Dansk Folkeparti (DF).
* Partibogstav: O.
* Partileder: Kristian Thulesen Dahl. Født 30. juli 1969 i Brædstrup. Cand.merc.jur. fra Aalborg Universitet, tidligere konstabel af reserven og medstifter af Dansk Folkeparti. Opstillet i Vejle Nordkredsen, Sydjyllands Storkreds. Medlem af Folketinget siden 1994,
* Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen (V).
* Valgresultat 2015: 21,1 procent (2011: 12,3).
* Seneste Voxmetermåling: 12,2 procent.
Vigtigste mærkesager i valgkampen:
* Hjemsendelse frem for integration: Dansk Folkeparti vil have en stram udlændingepolitik, hvor man først og fremmest hjælper i nærområderne og ikke ved at give asyl i Danmark. Ved finanslovsforhandlingerne var hjemsendelser af flygtninge et helt centralt krav fra DF.
* Værdig alderdom til ældre: Dansk Folkeparti har gjort en dyd ud af at sikre bedre forhold til ældre. Partiet mener, at der er brug for en vækst på 0,7 procent i den offentlige sektor, så der blandt andet kan være penge til det stigende antal ældre.
* Kontroller og bevogt grænsen: Dansk Folkeparti vil have genindført en effektiv og tryghedsskabende kontrol ved landets grænse. DF ønsker bygninger, betjente og toldere ved grænserne på land, ved vand og i lufthavnene.
* Danmark i balance. Dansk Folkeparti ser et behov for et fortsat og vedholdende fokus på udflytning af arbejds- og uddannelsespladser og på udvikling af muligheder for mindre lokale samfund. Dansk Folkeparti er alvorligt bekymrede for en for stor ubalance mellem land og by, storbyer og små lokalsamfund og øer. Hele Danmark skal hænge sammen, og det er en politisk opgave at sikre de små og svage lokalsamfund, de større byer skal nok klare sig.
* Mindre samarbejde med EU: Dansk Folkeparti mener, at man skal nytænke det europæiske samarbejde. Det skal være muligt for det enkelte medlemsland at vælge, i hvor høj grad man ønsker at være med. Danmarks samarbejde med EU bør ifølge DF begrænses til handelspolitik, miljøpolitik og teknisk samarbejde.
Kilder: Dansk Folkeparti og Ritzau.
/ritzau/