Det handler om at styrke borgernes retssikkerhed og opretholde kommunernes muligheder for at fremme vækst og udvikling i lokalsamfundet.
Ekspropriationsudvalget har set på, hvilke muligheder der er for at forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriation - altså når det offentlige overtager privat ejendom.
Tirsdag har udvalget afleveret sine otte anbefalinger til regeringen på området.
Her er anbefalingerne:
* Det bør lovfæstes i planloven, at der kun må eksproprieres til fordel for almene samfundsinteresser (almenvellet). Derved fastlægges klare grænser for adgangen til at ekspropriere direkte i planloven.
* Der bør indføres krav om, at lokalplaner skal indeholde generel information om, at lokalplanen kan danne grundlag for ekspropriation.
* Berørte borgere bør inddrages tidligst muligt.
* Der bør indføres en solnedgangsklausul - en tidsfrist - på fem år for anvendelse af lokalplaner som ekspropriationsgrundlag.
* Processen ved ekspropriation bør forenkles for at gøre det hurtigere og lettere for borgeren at få en endelig afgørelse om kommunal ekspropriation af borgernes ejendom og at klage over ekspropriationen.
* En ny proceslov for ekspropriation bør sikre, at der er én samlet indgang til alle regler om processen for ekspropriation generelt.
* Der bør udarbejdes en ny skriftlig vejledning om ekspropriation efter planloven.
* Muligheden for passende godtgørelse for borgerens udgifter til sagkyndig bistand i ekspropriationssager kan overvejes nærmere.
Kilder: Ekspropriationsudvalget og Erhvervsministeriet.
/ritzau/