OVERBLIK: Berlingske Media sætter ny digital kurs
Berlingske Media skærer mere end hver tiende stilling i koncernen i forbindelse med lanceringen af en ny strategi. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Berlingske Media vil være Danmarks førende digitale mediehus. Vejen dertil går via omfattende omlægninger.

Berlingske Media har onsdag præsenteret en ny strategi for mediehuset, der blandt andet også indbefatter en spareplan og nedlæggelsen af 93 stillinger.

- Vi står foran en dramatisk og gennemgribende digital forvandling af Berlingske-koncernen og dens titler.

- Vores ambition er stor. Inden årets udgang skal vore titler være de førende digitale titler på hver deres område, siger Anders Krab-Johansen, der er koncernchef i Berlingske Media.

Læs mere om omlægningerne her:

* Den røde tråd i omlægningen er, at Berlingske skal være endnu mere digital, og så skal både medarbejderstaben og forretningen trimmes.

* Det indbefatter blandt andet, at børneavisen Kids News lukkes.

* Papiravisen BT får reduceret sit sideantal, men fortsætter med at udkomme som betalingsavis med nyheder, sport og underholdning som omdrejningspunkt.

* Det bliver dog hovedsageligt med stof fra netavisen bt.dk, som bliver BT-brandets hovedkanal og skal være helt gratis.

* Trafik- og gratisavisen Metroxpress skifter navn til BT Metro.

* Mx.dk lukker til gengæld, og det samme gør siderne aok.dk og business.dk.

* Layout af BT og Berlingske vil fremover blive foretaget af det eksterne bureau Wunderkind, som overtager 32 ansatte.

* Derudover nedlægges 29 redaktionelle stillinger, 20 HK-stillinger og 12 øvrige stillinger.

* Samlet nedlægges altså 93 stillinger. Der er i dag 881 ansatte i koncernen.

* Endelig dropper Berlingske Media ejerskabet og samarbejdet omkring radiostationen Pop FM.

Kilder: Berlingske og Mediawatch.

/ritzau/