OVERBLIK: Bagstopperen er stridspunktet i brexitaftalen
BRITAIN-POLITICS-EU-BREXIT Ho/Ritzau Scanpix
Bagstopperen er det helt store stridspunkter i aftalen, som Theresa May har forhandlet sig frem til med EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, siger mandag i en tale i det britiske parlament, at hun i løbet af de seneste dage hos EU-ledere har fået forsikring om, at den såkaldte bagstopper ikke behøver at blive udløst.

Bagstopperen er et af de helt store stridspunkter i brexitaftalen, der lige nu er gået i hårdknude.

Her følger et overblik over bagstopperen:

* I de kommende to år skal Storbritannien og EU forhandle en endelig handelsaftale på plads. Kan man ikke blive enige, kommer bagstopperen i spil.

* Nordirland er som en del af Storbritannien også en del af brexit. Det er Irland ikke.

* I dag er der en "usynlig" grænse mellem Nordirland og Irland. Den grænse vil både EU og Storbritannien gerne bevare.

* Bagstopperen er i overført betydning et sikkerhedsnet i brexitaftalen, der skal sikre, at man ikke skaber en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

* En hård grænse vil blandt andet betyde, at der kommer kontrolposter mellem Irland og Nordirland, da de hver især vil være underlagt forskellige toldregler.

* En blød grænse, hjulpet på vej af bagstopperen, vil betyde, at landene kan fortsætte som i dag med varer og arbejdstagere, der frit kan bevæge sig over grænsen mellem de to lande.

* Bagstopperen sikrer også, at EU's indre marked er beskyttet mod, at der sniges varer fra Storbritannien ind i EU.

* Grænsen vil ifølge brexitaftalen blive holdt åben via EU's toldunion, indtil en endelig handelsaftale er på plads mellem Storbritannien og EU.

* Problemet er, at forhandlingerne kan trække ud. Det vil betyde, at Storbritannien er tvunget til at underlægge sig EU-regler uden at have indflydelse på dem, da briterne er på vej ud af EU.

* Theresa Mays øverste juridiske rådgiver, Geoffrey Cox, vurderer, at Storbritannien risikerer at blive fanget i bagstopperaftalen, når den først træder i kraft.

* Derfor kan Theresa May ikke finde et flertal til sin brexitaftale. Kan EU og Storbritannien ikke blive enige om en aftale, risikerer man en skilsmisse uden aftale og en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

Kilder: BBC og The Guardian.

/ritzau/

/ritzau/