Anna Mee Allerslev (R), der er beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, har besluttet at betale penge for leje af rådhushallen på Københavns Rådhus.
Få overblikket over sagen her:
* 12 september:
BT skriver, at Anna Mee Allerslev kvit og frit har lånt rådhushallen på Københavns Rådhus til sin egen bryllupsreception i august 2017.
Skatteeksperter vurderer, at værdien af lokalelånet er 65.000 kroner, som der skal betales skat af. Det agter Anna Mee Allerslev ifølge BT at gøre.
Lokalet må ikke normalt udlejes til medlemmer af borgerrepræsentationen til private arrangementer.
Det er dog alligevel en administrativ praksis i kommunen. Her får politikerne lov til at bruge lokalerne, hvis de står ledige.
Anna Mee Allerslev bestilte lokalerne et år forinden.
* 13 september:
Anne Mee Allerslev siger til BT, at hun vil bede Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune om at få foretaget en ekstern undersøgelse af Borgerrepræsentationens regler på området for udlejning af lokaler.
Derudover oplyser hun, at hun vil betale 17.316,25 kroner tilbage for maden til en fødselsdagsreception, som hun holdt i 2014 i forbindelse med hendes 30-års fødselsdag.
Ifølge borgmesteren fulgte sekretariatet reglerne for officielle, offentlige runde fødselsdagsreceptioner. Derfor sendte de ikke regningen videre dengang i 2014.
Alligevel vil hun nu betale forplejningen.
* 13. september:
Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune påtager sig ansvaret for afregningen af Anna Mee Allerslevs lån af Rådhushallen.
Økonomiforvaltningens direktør, Peter Steengaard Mørch, siger efterfølgende, at reglerne for udlån af Rådhusets lokaler skal strammes op.
* 13. september:
Statens vagthund på området - det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen - beder Københavns Kommune om en udtalelse i sagen for at vurdere, om der skal igangsættes en tilsynssag.
* 5. oktober:
BT afslører, at Anna Mee Allerslev fik stillet et festlokale gratis til rådighed hos Øens Murerfirma til sin 30 års fødselsdagsfest i 2014.
Øens Murerfirma har et tæt samarbejde med Anna Mee Allerslevs forvaltning.
Hun har flere gange fremhævet virksomhedens sociale indsats, og Allerslev var som medlem af dommerkomitéen også med til at give Øens Murerfirma Københavns Erhvervspris 2017.
* 18. oktober
Anna Mee Allerslev oplyser, at hun betaler 65.000 kroner for leje af rådhushallen til sin bryllupsreception.
Kilder: BT, Ritzau.
/ritzau/