Et historisk medlemstab har ramt arbejderpartiet Labour i Storbritannien.
Syv af partiets parlamentsmedlemmer har mandag annonceret, at de forlader Labour. De har ikke den fornødne tiltro til partiets leder, Jeremy Corbyn - og flere af eksmedlemmerne nævner antisemitisme som et afgørende problem.
Læs her om Labour og urolighederne i partiet:
* Jeremy Corbyn blev valgt som Labours leder i 2015.
* Politisk er han placeret på partiets venstrefløj.
* En del af partiets parlamentsmedlemmer har, siden han blev formand, udtrykt utilfredshed med hans ledelsesstil, ligesom der har været ideologiske uenigheder mellem ham og politisk moderate medlemmer af partiet.
* Særligt har forhandlingerne om brexit og forlydender om antisemitisme i Labour - herunder formandens håndtering af dette - skabt uro i partiet.
* Formanden er blevet anklaget for at tillade antisemitiske holdninger i partiet.
* I november sidste år bekræftede britisk politi, at det var i gang med at efterforske anklager om antisemitiske hadforbrydelser i Labour.
* Beskyldningerne handlede om forbrydelser, der skulle være sket online.
* Hvad angår uenigheder om Labours brexitlinje, handler de blandt andet om, at en del af partiets medlemmer kræver, at Labour støtter afholdelsen af endnu en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU.
* Jeremy Corbyn har imidlertid ikke meldt klart ud, at partiet ønsker dette - blot at muligheden for en ny folkeafstemning bør overvejes. Samtidig er andre partimedlemmer lodret imod en ny afstemning.
* En mindre gruppe af parlamentsmedlemmer har gennem flere måneder drøftet, hvorvidt de skulle forlade Labour - og i så fald hvornår og hvordan.
* Mandag annoncerede Chuka Umunna, Luciana Berger, Chris Leslie, Angela Smith, Mike Gapes, Gavin Shuker og Ann Coffey, at de forlader Labour.
* De syv parlamentsmedlemmer danner ikke et nyt parti, men vil stifte en ny gruppe i parlamentet. De er dog uafhængige og vil derfor ikke nødvendigvis stemme det samme.
* Det er historisk, at så mange medlemmer forlader partiet på én gang.
* Sidste gang en større gruppe af medlemmer forlod partiet, var i 1981, hvor fire prominente medlemmer brød ud af partiet.
Kilder: BBC, The Guardian, Ritzau.
/ritzau/