Forløbet omkring det amerikanske Senats godkendelse af dommer Brett Kavanaugh til den ledige post i USA's højesteret vækker minder om en 27 år gammel sag.
Dommer Clarence Thomas blev i 1991 beskyldt for seksuelle krænkelser.
USA's præsident, Donald Trump, har nomineret Brett Kavanaugh til at blive højesteretsdommer. Men tre kvinder er stået offentligt frem med beskyldninger om, at Kavanaugh skulle have forulempet dem seksuelt eller opført sig upassende i deres ungdom.
Torsdag aften dansk tid vidner en af kvinderne, Christine Blasey Ford, og Kavanaugh selv for Senatets retsudvalg. Det er meningen, at udvalget skal stemme om nomineringen fredag.
For 27 år siden havnede dommerkandidat Clarence Thomas i en lignende sag, da juraprofessoren Anita Hill anklagede ham for seksuelle krænkelser.
Sagen var tæt på at forhindre Clarence Thomas i at få en plads i USA's højesteret.
Læs mere om, hvad det var for en sag her:
* I juli 1991 offentliggør Præsident George H.W. Bush, at han indstiller 43-årige Clarence Thomas til en post som højesteretsdommer i stedet for 83-årige Thurgood Marshall, der går på pension.
* Clarence Thomas er dommer ved den føderale appeldomstol i USA's forbundshovedstad, Washington D.C.
* 10. september går høringerne i gang. Det ser ud til, at vil blive nemt for Clarence Thomas at blive godkendt som højesteretsdommer.
* Uden at offentligheden kender til det, undersøger ansatte i Senatet rygter om, at Clarence Thomas skulle have haft en krænkende adfærd over for en eller flere kvinder, som han har arbejdet sammen med.
* De finder frem til 35-årige Anita Hill. Hun er juraprofessor ved et universitet i delstaten Oklahoma og har arbejdet som personlig assistent for Clarence Thomas ti år tidligere.
* 20. september slutter høringerne af Clarence Thomas i Senatets retsudvalg.
* Formanden for retsudvalget sender en forespørgsel til Bush-administrationen om at foretage en FBI-undersøgelse af Clarence Thomas på baggrund af historien om Anita Hill.
* 23. og 25. september udspørger FBI Anita Hill og Clarence Thomas. Det Hvide Hus ender med at konkludere, at der ikke er noget at komme efter.
* 27. september samles Senatets retsudvalg og godkender Clarence Thomas som højesteretsdommer. Nu mangler han at blive godkendt af det samlede Senat.
* 6. oktober bliver sagen om Clarence Thomas og Anita Hill offentligt kendt, da radiostationen NPR og avisen Newsday fortæller historien.
* 7. oktober står Anita Hill frem. Under et pressemøde siger hun, at hun er villig til at deltage i en høring i Senatets retsudvalg.
* 8. oktober er den endelige afstemning i Senatet planlagt. Men Republikanerne indser, at de ikke har nok stemmer til at godkende Clarence Thomas. Senatet beslutter at genåbne høringen.
* 11. oktober deltager Anita Hill og Clarence Thomas i en høring i Senatets retsudvalg. Høringerne varer tre dage.
* Anita Hill anklager Clarence Thomas for seksuelle krænkelser. Han har angiveligt talt med hende om pornografi og om hans egen seksualitet. Anita Hill bliver under høringerne grillet af retsudvalgets medlemmer, der består udelukkende af hvide mænd.
* Clarence Thomas afviser alle anklager og fremhæver under høringen, at han bare gerne vil rense sit navn.
* 15. oktober bliver Clarence Thomas godkendt af Senatet med 52 stemmer for og 48 stemmer imod.
Kilder: The New York Times og NPR.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.