Egyptens tidligere præsident Mohamed Mursi er død, efter at han mandag kollapsede under et retsmøde.
Mohamed Mursi var en førende figur inden for det islamistiske Muslimske Broderskab.
Her er et overblik over Det Muslimske Broderskab.
* Det Muslimske Broderskab er verdens ældste og største islamistiske politiske gruppe.
* Broderskabet er islamistisk og transnationalt, og det udgør den største oppositionsbevægelse i en række arabiske stater.
* Bevægelsen blev stiftet i Egypten i 1928 af skolelæreren Hassan al-Banna.
* Det Muslimske Broderskab har officielt været forbudt i Egypten siden 1954.
* I praksis har det dog været delvist tolereret af myndighederne.
* I juni 2012 afholdt Egypten præsidentvalg, og Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mohamed Mursi, vandt.
* Mursi blev valgt ved et demokratisk valg, efter at store demonstrationer i 2011 havde tvunget landets mangeårige leder Hosni Mubarak fra posten.
* Mursi blev afsat af militæret 3. juli 2013 efter en stigende utilfredshed med hans og broderskabets styre.
* Før og efter afsættelsen af Mursi slog militæret til mod broderskabets medlemmer med rå magt, blandt andet under sit-in demonstrationer.
* Hundredvis blev dræbt, og tusindvis blev fængslet. Nogle af dem blev dømt til døden.
* Broderskabet blev erklæret som en terrororganisation.
* Mohamed Mursi blev idømt 20 års fængsel for medskyld i demonstranters død i 2012. 12 andre medlemmer af broderskabet blev idømt fængsel i op til 20 år.
Kilder: Det Muslimske Broderskab, BBC og Ritzau.
/ritzau/