Jytte von Essen tog konsekvensen af dårligt arbejdsmiljø i Faaborg-Midtfyn Kommunes ældrepleje og sagde sit arbejde op.
- Jeg kan ikke være den, der går og er utilfreds med mit arbejde uden at gøre noget ved det. De seneste par år har jeg oplevet sådan en meget kæft, trit og retning-stil, hvor det er take it or leave it.
Det fortæller Jytte von Essen til TV 2/Fyn.
De fynske medier har gennem nogle år afdækket beskyldninger om chikane og mobning i kommunens øverste politiske og administrative ledelse. Og nu ser det ud til, at det dårlige arbejdsmiljø også findes hos plejepersonalet i kommunens ældrepleje.
Det bekræfter Louise Brandstrup, sektorformand hos FOA Sydfyn, som organiserer Faaborg-Midtfyn Kommunes sosu'er, overfor TV 2/Fyn:
- Jeg ser arbejdsmiljøet i ældreplejen som enormt anspændt. Medarbejderne har simpelthen ikke længere tillid til, at deres ledelse - både deres nærmeste og øverste ledelse - lytter til dem og vil dem det bedste, siger Louise Brandstrup.
Siden første halvår af 2014 er sygefraværet blandt SOSU'erne i Faaborg-Midtfyn Kommune steget med 1,2 procentpoint til 8,6 procent i første halvår i år. Dertil kommer trivselsmålinger, som viser at trivslen blandt SOSU'erne er forringet på alle parametre.
Farvel uden job
Situationen er nu så alvorlig, at en stor del af kommunens plejepersonale helt vælger at forlade kommunen. Ifølge Louise Brandstrup nogle endda uden at have andet arbejde:
- Vi står i en situation, hvor rigtig mange garvede medarbejdere vælger at forlade kommunen, de vælger sågar at forlade kommunen uden anden beskæftigelse. Hvilket jo er ret atypisk for et lavtlønnet område som sosu-området.
En aktindsigt, som TV 2/Fyn har fået, viser, at 114 medarbejdere på ældre- og rehabiliteringsområdet er fratrådt siden oktober sidste år. Det svarer til 15 procent af medarbejderne.
Da Jytte von Essen valgte at stoppe, skete det efter kommunen indførte blandede vagter, hvor alle med dag- eller nattevagt også skal have aftenvagter.
Og Jytte von Essen fik ikke noget valg. Hun skulle tage aftenvagter, men valgte i stedet at tage sit gode tøj og gå.
Jytte von Essen har siden fået ansættelse på et plejehjem i Odense.