Tirsdag eskalerede situationen yderligere i Californien.
Tre nye skovbrande fik det samlede antal op på 17. Flammerne breder sig nu over syv counties (amter, red.), der alle er erklæret i undtagelsestilstand. Alene i San Diego county er 512.000 mennesker flygtet fra deres hjem. Fra den mexikanske grænse og helt op nord for Los Angeles er over 1.300 hjem lagt i aske. Det rapporterer CNN.
Tre skovbrande hærger i øjeblikket nord for Los Angeles. Myndighederne frygter, at de forenes til én stor monsterbrand , der i givet fald vil true 56.000 hjem og efterlade redningsarbejderne magtesløse.
Det er kraftige vinde, der har fået skovbrandene ud af kontrol, og brandmyndighederne forventer ikke at de lægger sig før torsdag.
Befolkningen søger ly på skoler og stadions, og mange steder melder allerede fuldt hus. Nationalgarden er på plads, og der meldes om god ro og orden.
Delstatens guvernør, Arnold Schwarzenegger, besøgte natten til tirsdag San Diego s NFL-stadion, Qualcomm, der over de seneste dage har fået 10.000 nye beboere.
- Folk er glade her. De har alt, hvad de behøver, konstaterede han veltilfreds over for AP.
Og selvom de fleste var angste og nervøse over situationen og tanken om, hvilket hjem de mon vender tilbage til efterfølgende, var der ikke meget at klage over.
Til tonerne af et lokalt rock-band kunne de evakuerede gratis spise sig mætte i en luksusbuffet fra Hyatt hotel eller få de trætte skuldre gnubbet af en af de frivillige massører.
Billederne står i skærende kontrast til de uhyggelige scener, da orkanen Kathrine havde hærget i det fattige New Orleans.