8402 effekter er blevet indleveret i løbet af de første 12 dage af politiets frit lejde-aktion, hvor man anonymt kan aflevere våben til politiet uden at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Frit lejde-aktionen startede 1. november og afsluttes ved udgangen af november.
- Vi er meget tilfredse med den store opbakning til frit lejde-aktionen, som vi oplever fra borgerne. Hvert eneste afleverede våben er lig med et våben mindre ude i samfundet, som han falde i de forkerte hænder, siger politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel.
- Vi håber derfor, at opbakningen fortsætter i samme skala måneden ud, og vi opfordrer alle til at få ryddet op og afleveret eventuelle ulovlige våben til politiet.
Man kan aflevere ulovlige våben på landets politistationer, men hvis man ligger inde med håndgranater og andre sprængstoffer, skal man ikke møde op med på hos politiet.
I stedet skal man kontakte politiet på 114 og aftale nærmere. Så vil Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) afhente genstandene.
- Vi oplever desværre stadig for mange situationer, hvor velmenende borgere møder op på vores politistationer for at aflevere håndgranater og andre eksplosiver.
- Det skaber både farlige situationer for os og borgerne, og det medfører også, at vi som oftest må lukke eller evakuere vores ekspeditioner, indtil Forsvaret har været forbi for at bortskaffe sprængstofferne, siger Sune Fletcher Hjortel.
Der har været tilsvarende aktioner i 2009, 2013 og 2017.
I 2009 blev der indleveret i alt 8.085 skydevåben, i 2013 blev 13.481 skydevåben indleveret, mens antallet var 12.379 i 2017.
Derudover blev der ved alle tre aktioner også indleveret andre ulovlige genstande såsom granater, ammunition og blankvåben.
/ritzau/