Mindst 42 mennesker er dræbt, og adskillige andre er såret i et angreb mod en lejr for fordrevne personer i Alindao i Den Centralafrikanske Republik.
Det oplyser et lokalt byrådsmedlem.
Der bor 20.000 mennesker i flygtningelejren, som er drevet af en katolsk organisation.
Tusinder af mennesker blev sendt på flugt fra stedet, da det blev stukket i brand, oplyser FN.
Angrebet fandt sted torsdag. Her begyndte urolighederne ifølge FN-kilder med, at flere muslimer blev dræbt af kristne militante. Det førte til modangreb fra en militant muslimsk gruppe, der angreb flygtningelejren.
- Vi har talt 42 døde indtil videre, men vi leder stadig efter andre. Lejren er brændt ned til grunden, og folk er flygtet ud i bushen og til andre lejre i byen, siger Etienne Godenaha, der er politiker i Alindao.
En af de dræbte er en katolsk præst, hvis forkullede lig blev fundet efter angrebet mod lejren, oplyser den katolske kirke til nyhedsbureauet AFP.
FN's humanitære koordinator i området, Najat Rochdi, fordømmer i en udtalelse angrebet.
- Denne onde spiral af gentagne angreb mod civile er uacceptabel.
Angreb finder jævnligt sted i dette område i den sydlige del af Den Centralafrikanske Republik.
Fredag døde en soldat fra FN's fredsbevarende styrke Minusca, efter at en militærbase i den vestlige del af landet var blevet angrebet.
Gennem de seneste år er tusindvis af mennesker blevet dræbt i konflikten. Omkring en femtedel af befolkningen, der tæller omkring 4,5 millioner mennesker, er flygtet fra deres hjem.
Konflikten i landet begyndte i 2013, da en overvejende muslimsk oprørsgruppe afsatte den daværende præsident, François Bozize. Det førte til en modreaktion fra militante kristne grupper.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters