Forbrugsforeningen har valgt at droppe deres betalingskort.
Det sker på grund af skrappe og arbejdstunge krav fra Finanstilsynet. Samtidig har Forbrugsforeningen ikke formået at få kortet digitaliseret.
Det skriver Finanswatch.
Når betalingskortet lukkes, vil medlemmerne i stedet optjene deres bonus med deres egne Dankort, Visa eller Mastercard.
De i alt over 300.000 betalingskort lukkes den 31. oktober. Og den beslutning har udløst en storm af henvendelser.
- Vi har aldrig oplevet noget lignende, men det vidner for os om, at medlemmer er meget optagede af fortsat at kunne få bonusser gennem os, siger administrerende direktør Finn Borgquist til Finanswatch.
Forbrugsforeningen er Danmarks største loyalitetsklub og indkøbsforening, hvor medlemmerne kan optjene bonus ved køb i samarbejdende butikker og webshops.
Det er en non-profit organisation, der blev stiftet i 1886.
Medlemmerne får ofte en kontant bonus på mellem 8 og 10 procent og, i nogle tilfælde, op til 30 procent i bonus, når de handler hos de mere end 4.000 samarbejdspartnere inklusiv flere end 400 webshops.
Forbrugsforeningen er åben for medlemmer af mange forskellige fagforeninger og organisationer.
Hvis du er medlem af en af de samarbejdende organisationer, kan du melde dig ind i Forbrugsforeningen.
Det første år er ofte gratis, og herefter er der et årligt kontingent.