På grund af uoverensstemmelser omkring et lokalvalg i byen Jos har op mod 300 mennesker mistet livet i Nigeria.
Sammenstødene mellem de to religiøse grupper - muslimer og kristne, har også resulteret i ildspåsættelser af flere kirker og moskeer i området, oplyser BBC.
Politiet i byen har indført et 24-timers udgangsforbud, som bliver opretholdt af soldater, der patruljere gaderne.
Ifølge Røde Kors i Nigeria har mindst 10.000 mennesker forladt deres hjem af frygt for at blive en del af kampene, der udspiller sig mellem tilhængere af det muslimske Helnigerianske Folkeparti (ANPP) og Folkets Demokratiske Parti (PDP), der hovedsageligt er støttet af kristne.
For syv år siden var samme by også skueplads for voldelige sammenstød mellem muslimer og kristne, hvor også flere hundrede mennesker mistede livet i løbet af en uge.