Mandag skød sikkerhedsstyrker mod demonstranter og dræbte adskillige mennesker i Guineas hovedstad Conakry. De sidste 13 dage har der været generalstrejke i Guinea mod landets præsident Lansana Conte, og mandagens uroligheder var de hidtil blodigste under strejken.
En læge på Donka Hospital i Conakry sagde, at mindst 17 personer var blevet dræbt under urolighederne i hovedstaden, og en lokal regeringstalsmand sagde, at seks personer var blevet dræbt i byerne Kankan og Siguiri i det nordøstlige Guinea. Derudover er mindst 150 personer blevet såret.
Generalstrejken blev voldelig i sidste uge, hvor mindst otte personer blev dræbt i kampe mellem politi og demonstranter. FN’s nye generalsekretær, Ban Ki-moon, har opfordret Guineas regering til at lægge pres på sikkershedsstyrkerne for at få dem til at beherske sig, og han har opfordret de stridende parter til at indgå i en dialog.
Det er Guineas fagforeninger, der har startet generalstrejken mod præsident Conte, som, de mener, ikke er i stand til at regere landet. Strejkelederne ønsker, at præsidenten, der over 70 år, trækker sig tilbage og overlader magten til en konsensusregering, skriver Reuters.
Endvidere anklager strejkelederne Conte, som har ledet Guinea siden 1984, hvor han kom til magten ved et kup, for at blive mere og mere uberegnelig. Præsidenten har givet nogle indrømmelser og fyret nogle af sine nærmeste allierede i regeringen, men det har ikke tilfredstillet fagforeningerne.
Ifølge Transparency International korruptionsindeks for 2006 er Guinea verdens fjerde mest korrupte land. Landet er verdens største eksportør af stoffet bauxit, som aluminium udvindes fra. En lille magtfuld gruppe i Guinea tjener formuer på eksporten, mens over halvdelen af befolkningen lever for under én dollar om dagen. Generalstrejken har midlertidigt afbrudt landets mineindustri.