Køen af arbejdsløse bliver længere og længere. I marts måned blev 10.600 flere ledige, og arbejdsløshedsprocenten nåede op på 2,9. Dermed står 82.100 personer uden arbejde. Det viser de seneste ledighedstal fra Danmarks Statistik.
Det er en markant stigning i forhold for blot få måneder siden. I december sidste år var 61.000 uden job, og det betyder, at arbejdsløsheden på tre måneder er steget med 35 procent eller 21.100 personer.
Det er især mændene, der må holde for, når fyringerne rammer. Siden juni sidste år hvor man registrerede den laveste ledighedsprocent for mænd på blot 1,5 procent, så er mændenes ledighed nu mere end fordoblet til 3,4 procent af arbejdsstyrken.
Dagpengemodtagerne lider fortsat hårdere under jobkrisen end kontanthjælpsmodtagerne. Mens ledigheden for kontanthjælpsmodtagerne er steget med 15 procent siden december 2008, så har personer med ret til at få dagpenge oplevet en stigning på hele 40 procent.
Det er i øvrigt Vestjylland og Sydjylland, der har forøget arbejdsløshedskøen mest. Over 50 procent er ledigheden steget med de seneste tre måneder, mens kun 11 procent på Bornholm og 18 procent i København har mistet jobbet i samme periode.