Det gik voldsomt for sig, da hele 1500 betjente forsøgte at få ro på sagerne i en mexicansk landsby torsdag. Det gik værst ud over politiet, og mindst 100 betjente måtte efterfølgende behandles for skader. Mindst tre af disse er i alvorlig tilstand, oplyser landets myndigheder.
Landsbyen San Bartolo vest for Mexico City er blevet omdrejningspunkt i en konflikt om vand, og især i hovedstaden er vandmanglen blevet et stort problem. Flere nabolag løber ofte tør for rent drikkevand, og derfor ser myndighederne sig tvunget til at hente drikkevandet længere fra. Men indbyggerne i San Bartolo raser over, at de skal give deres vand til hovedstaden, ikke mindst fordi de er særligt stolte over deres lokale, historiske kilde og det rene drikkevand.
Derfor mødte demonstranterne talstærkt op for at vise, at de på ingen måde vil afgive deres drikkevand frivilligt. Fem mennesker blev anholdt ved sammenstødene.