Han har længe insisteret på at evaluere AGF’s kampe i intervaller på fem, og Ove Pedersen kan derfor kun være tilfreds med de sidste fem af slagsen. Her har AGF høstet syv point, og – hvad vigtigere er – de hvide har taget dem fra konkurrenterne i bunden.
Anderledes pointfattigt så det ud i de første fem kampe i den bedste række.
»Det har set godt ud på det sidste, men vi lider stadig under det efterslæb, vi skabte i begyndelsen af sæsonen. Vi har haft muligheden for at hente det flere gange, men jeg må konstatere, at det ikke er sket,« siger træneren.
Holder fast i top otte
Tidligere tiders høje forventninger på Fredensvang er dog blevet skiftet ud med mere ydmyge håb efter nedrykningen i forrige sæson. Da oprykningen til Superligaen var en realitet, blev målsætningen derfor sat til en plads blandt de otte første. Og den holder træneren fast i trods en øjeblikkelig placering som nummer 10.
»Den hedder stadig top-otte, men det tager tid at få sammenspillet de nye folk, og spillet vil blive endnu bedre i foråret,« siger Ove Pedersen.
Tegnestifter på banen
Hos FC Midtjylland, der har haft et godt tag på århusianerne i denne sæson, sidder Frank Kristensen over med en nakkeskade, og det forventes, at Serghei Dadu indtræder i stedet.
I forhold til AGF’s sidste kamp mod FC Nordsjælland, der blev spillet så sent som torsdag, forventes det, at Kari Árnason er tilbage på AGF’s midtbane. Hvad der skal til for, at AGF kan få den første hjemmebanesejr, vil Ove Pedersen ikke gisne om.
»I sidste runde undlod vi jo at tænde for varmen i banen, så det kan være, at vi lægger tegnestifter ud på banen den her gang,« lyder det med slet skjult galgenhumor fra træneren.