Det store udland har for alvor fået øjnene op for Outlandish. Det skriver Børsen.
Forleden var bandet hovednavn ved et BBC-arrangement i London og spillede for 20.000 begejstrede koncertgængere. En perfekt opvarmning til den multietniske trios danske turné til oktober.
Men det er dog under varmere himmelstrøg, at de varme følelser er allerstørst.
Især Mellemøsten og Indien har fået smag for det danske band, der netop har udgivet 'Sound of A Rebel'. I Mellemøsten ligger albummet nummer ni på albumhitlisten, mens singlen 'Rock All Day' er røget ind på en ottendeplads. I Indien krydrer pressen nu for alvor spalterne med Outlandish.
Og selv om den multietniske trio lige nu har travlt med at leve op til sit navn i det store udland, rocker de stadig i den danske andedam.
Den seneste single 'Feels Like Saving The World' kravler støt op af hitlisterne, og bandet er et af hovednavnene ved dette års Voice09 i Tivoli.