En otteårig dreng blev onsdag eftermiddag fundet livløs under en skoleudflugt til Hedensted Søerne.
Drengen, der går i 2. klasse, blev fundet med en snor om halsen.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad på baggrund af en besked til forældrene fra lederen på Stjernevejskolen i Hedensted.
Desuden bekræfter Sydøstjyllands Politi over for Ritzau, at der onsdag skete en ulykke.
Drengen blev fløjet til Skejby Sygehus i kritisk tilstand. Politiet har torsdag morgen ikke yderligere oplysninger om drengens tilstand.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad har der så vidt vides ikke været andre elever involveret, men præcis hvad der er gået forud for ulykken, er endnu ikke klarlagt.
Til avisen oplyser Marianne Bertelsen, chef for læring, sundhed, børn og familier i Hedensted Kommune, at to voksne straks efter ulykken tog sig af drengen.
To andre voksne, der var med på turen, sørgede for at få fragtet resten af eleverne hjem i bus.
- Drengen var alene under ulykken, så vi kan ikke sige nærmere om, hvad omstændighederne var. Det er så forfærdeligt, og alle mine tanker går til drengen, eleverne, forældrene og medarbejderne, siger Marianne Bertelsen til Vejle Amts Folkeblad.
/ritzau/