En 25-årig mand, der mistænkes for mandag bevidst at have kørt en varevogn ind i adskillige fodgængere i den nordlige del af den canadiske storby Toronto, var muligvis motiveret af et kvindehad.
Det mistænker canadisk politi, der fredag er kommet med nye oplysninger om de dræbte ved attentatet.
Otte ud af de ti fodgængere, der blev dræbt af varevognen, var kvinder, oplyser politiet på en pressekonference ifølge nyhedsbureauet AFP.
De døde var i alderen 22 til 94 år.
Blandt de dræbte var en jordansk mand, der var i Toronto for at besøge sin søn, samt en sydkoreansk studerende.
På pressekonferencen meddelte efterforsker Byean Bott også, at antallet af sårede er steget til 16.
To nye sårede - en 21-årig mand og 67-årig kvinde - forlod selv gerningsstedet, inden redningspersonale kom til stedet. Men de er efterfølgende gået til politiet.
Politiet vi derfor udvide sigtelsen mod den 25-årige, der er pågrebet for attentatet.
Den 25-årige forsøgte at flygte fra gerningsstedet, men politiet formåede at anholde ham blot syv minutter efter det første alarmopkald til politiet.
Formodningen om motivet om kvindehad er opstået, fordi den 25-årige inden angrebet skrev på Facebook "Incel-oprøret allerede er i gang".
En incel er en mand, der lever i ufrivilligt cølibat (incel står for "involuntary celibates").
Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, sagde tirsdag, at der ikke var indikationer på, at mandagens episode er terrorrelateret.
- Begivenhederne, der fandt sted i går i Toronto, var en meningsløs og forfærdelig tragedie, sagde han.
Den mistænkte 25-årige var ikke kendt af politiet før mandagens episode.
/ritzau/