Otte besætningsmedlemmer har mistet livet, og fem savnes stadig, efter at en langline-fiskerbåd mandag aften forliste øst for Falklandsøerne i den sydlige del af Atlanterhavet.
Det oplyser myndigheder fra Spanien og Falklandsøerne til nyhedsbureauet AFP.
Myndigheder fra den spanske region Galicien oplyser natten til onsdag, at redningspersonale har bjærget otte lig og 14 overlevende fra skibsbuddet. Fem personer savnes stadig, lyder det.
Besætningsmedlemmerne sprang over bord mandag omkring klokken 21 dansk tid, efter at deres båd, "Argos Georgia", var begyndt at tage ukontrollerbare mængder vand ind.
Det skete cirka 200 sømil, eller 360 kilometer, øst for Stanley, som er Falklandsøernes største by og hovedsæde for den falklandske regering.
Besætningsmedlemmerne forlod fartøjet på redningsflåder.
Ifølge Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, var ti af besætningsmedlemmerne fra Spanien.
To fly fra det britiske luftvåben fulgte redningsflåderne og rapporterede om deres lokationer til de relevante maritime myndigheder.
Adskillige søfartøjer har desuden taget del i eftersøgningen af de forliste sømænd, lyder det fra regeringen på Falklandsøerne.
En redningshelikopter havde i første omgang forsøgt at redde nogle af sømændene allerede sent mandag aften, men voldsomme vejrforhold mindskede tidsrammen, hvori en redningsaktion kunne finde sted, og forsøget slog i sidste ende fejl.
"Argos Georgia" er en langline-fiskebåd. Den er 177 fod, eller cirka 54 meter, lang. Bådens ejer, norske Robert Ervik, har over for AFP bekræftet, at der var 27 besætningsmedlemmer om bord.
Båden sejler under det britiske oversøiske territorie Sankt Helenas flag.
/ritzau/