Det 22-årige medlem af banden Loyal To Familia (LTF) Nalaye Barre er født og opvokset i Danmark.
Ikke desto mindre har Københavns Byret mandag besluttet, at han skal udvises til hjemlandet Somalia, og at han aldrig må vende tilbage. Hertil kommer en straf på syv års fængsel.
Indgrebet er en konsekvens af otte skud, som den unge mand affyrede under den københavnske bandekonflikt i sommeren 2017.
Skudsalven var rettet mod en sort VW Passat, og i køretøjet sad tre personer med tilknytning til den rivaliserende bande Brothas.
Ingen personer blev ramt, men nævninger og dommere i Københavns Byret finder det bevist, at Nalaye Barre udsatte rivalerne for livsfare.
Og da episoden skete i forbindelse med en bandekonflikt, vokser straffen helt automatisk til et højere niveau, end hvad man ellers ville se.
I minutterne efter skyderiet, der fandt sted 20. august 2017 i krydset mellem Hillerødgade og Esromgade på Nørrebro, overdrog den 22-årige våbnet til en kammerat.
Selv om den 23-årige Mohamad Wasso således ikke selv deltog i skyderiet, straffes også han hårdt. Her lyder sanktionen på fængsel i fire et halvt år for våbenbesiddelse.
Den udviste Nalaye Barre har sagen igennem nægtet sig skyldig. Men blandt andet vidneforklaringer og en handske, der med stor sandsynlighed havde hans dna på sig, overbeviste retten om det modsatte.
Ønsket om frifindelse har han dog stadig. Derfor ankede han øjeblikkeligt dommen til landsretten.
Hans et år ældre bandebror valgte at tænke over, hvorvidt han vil anke. Det spørgsmål har han 14 dage til at besvare.
Mandagens dom er blot den seneste i en lang række, som er begyndt at falde over bandemedlemmer, som blev fængslet under og efter sidste års blodige bandekonflikt i København.
For noget tid siden sagde en politiinspektør i Rigspolitiet til Berlingske om Loyal To Familia, at "gruppens fundament eroderer under dem". Det skyldes i høj grad en stribe domme med mange års fængsel.
Den hidtil hårdeste straf gik i begyndelsen af maj til den højtstående LTF'er Billal Nabil Hasan. I Københavns Byret fik han fængsel i 20 år for blandt andet drabsforsøg på tilfældige cyklister på Nørrebro.
/ritzau/