Otte lande er ramt: Dødelig virus spreder sig

Verden
Her bliver en mand, som mistænkes for at være smittet af virusset, ført væk af lægepersonale i Hong Kong. (Foto: Ritzau Scanpix)

Den dødelige coronavirus spreder sig til flere og flere lande. Torsdag kom to nye lande med på listen.

Det dødelige sars-lignende virus, som skaber panik i flere kinesiske byer, spreder sig til flere og flere lande. 

Coronavirusset, som først blev opdaget i Kina, er nu også blevet konstateret i Vietnam og Singapore, hvor der begge steder torsdag blev bekræftet tilfælde.

I Vietnam er det to kinesiske statsborgere, der er blevet testet positive for virusset. Begge har det dog godt under omstændighederne, oplyser Vietnams sundhedsministerium ifølge Ritzau.

Og i Singapore er en 66-årig mand fra Wuhan - den værst ramte by i Kina - blevet indlagt på et hospital, hvor han nu holdes i isolation sammen med en af sine rejsefæller. 

Over 600 menes smittet, og der er nu bekræftet 18 dødsfald som følge af coronavirusset, hvoraf de 17 er indstruffet i Wuhan. Kinesiske myndigheder antager indtil videre, at virusset har spredt sig fra et marked i byen, hvor der blev solgt vilde dyr. 

Og nu spreder virusset sig til flere og flere lande.

Her er en oversigt over, hvor virusset er konstateret:

Kina
Flere end 570 personer er smittet i landet. De fleste af dem i Wuhan. Forskere vurderer at op mod 1700 personer i byen kan være smittet. 

I de kinesiske territorier Macao og Hongkong er der ligeledes bekræftet tilfælde af virusset.

Japan
Den 16. januar bekræftede Japan sit første og hidtil eneste tilfælde.

Singapore
Singapore har torsdag bekræftet sit første tilfælde af virusset.

Sydkorea
Den 20. januar blev virusset konstateret hos en 35-årig kvinde fra Wuhan.

Taiwan
Taiwan kunne 22. januar konstatere sit første tilfælde af virusset.

Thailand
To tilfælde er bekræftet i Thailand - begge hos kinesiske rejsende.

USA
Den 21. januar blev det bekræftet, at en mand i 30'erne fra Seattle er smittet med virusset.

Vietnam
Indtil videre er der bekræftet to tilfælde af virusset i Vietnam.

Kilde: Ritzau.

Nyheder

Ryanair-boss:

Muslimske mænd er

den største risiko