Du troede måske, at grænsen var nået for, hvor højt træerne i flyselskabernes gebyrjungle kan vokse. Men nej.
I fremtiden skal du nemlig også have kolde kontanter klar, hvis du vil lade vandet eller slippe af med den middag, som du i øvrigt også har betalt ekstra for, på et af lavprisselskabet Ryanairs fly, skriver ekstrabladet.dk.
Ryanair er kendt for lave priser, som dog bliver fulgt af utrolig mange gebyrer på for eksempel bagage og brug af kreditkort. Og flyselskabet er netop nu i gang med at forhandle med flyproducenten Boeing om at indbygge betalingstoiletter på flyene.
Kabinerne skal desuden bygges om, så der i fremtiden vil være ét toilet til 189 passagerer.
"Ved at indføre betalingstoiletter håber vi på at ændre passagerernes adfærd, så de benytter et toilet før og efter rejsen. Det giver os mulighed for at fjerne to af tre toiletter i kabinen og give plads til seks ekstra sæder," siger talsmand for Ryanair, Stephen McNamara.
Så når du bestiller billet hos Ryanair, skal du lige huske at overveje prisen på toiletbesøgene. Meget dårlig mave kan måske ende med at opveje besparelsen på den billige flybillet.