Mindst otte personer blev lørdag dræbt under panikagtige tilstande i forbindelse med en fodboldkamp i Senegals hovedstad, Dakar.
Det fortæller landets sportsminister ifølge Reuters.
Han tilføjer, at omkring 60 blev kvæstet i forbindelse med urolighederne. De er bragt til forskellige hospitaler i Dakar.
En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP var til stede under kampen. Han oplyser, at stadionet var fyldt til bristepunktet, da de to lokale hold US Ouakam og Stade de Mbour lørdag tørnede sammen i ligacup-finalen.
Ved stillingen 2-1 i overtiden begyndte US Ouakams tilhængere at smide sten mod modstanderes fans. Det fik hundredvis af tilskuere til at løbe mod udgangene, hvilket fik en af de bærende mure under tilskuerpladserne til at kollapse.
- Da muren pludselig kollapsede, indså vi med det samme, at nogle havde mistet livet, fordi den faldt ned over folk, siger Cheikh Maba Diop, der var øjenvidne til ulykken.
Valgkampen frem mod det kommende parlamentsvalg i juli er blevet indstillet midlertidigt af respekt for ofrene. Det oplyser en talsmand for Senegals præsident, Macky Sall, ifølge AFP.
Senegals sportsminister lover over for det franske nyhedsbureau, at myndighederne vil iværksætte "effektive foranstaltninger for at sikre, at lignende hændelser ikke gentager sig i Senegal".
/ritzau/