Syddansk Universitet har besluttet at forbyde appen TikTok på deres arbejdsenheder.
Det betyder, at alle otte danske universiteter nu har indført et TikTok-forbud.
I en pressemeddelelse fra SDU lyder begrundelsen, at universitet følger Center for Cybersikkerheds anbefaling om, at ansatte i staten ikke bør have TikTok installeret på tjenstlige mobiltelefoner, tablets og andre mobile enheder.
- Samtidig har rektoratet besluttet, at fakulteter og Fællesadministrationen ikke længere må bruge TikTok til markedsføring, hvorfor SDU også stopper med at være til stede på TikTok, udtaler universitetsdirektør Thomas Buchvald i pressemeddelelsen.
Her fremgår det desuden, at medarbejderne på det fynske universitet skal slette appen hurtigst muligt og senest 21. april.
Ifølge TV 2 Kosmopol har også Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet, Københavns Universitet, IT-Universitetet i København og Copenhagen Business School valgt at forbyde TikTok på de tjenstlige enheder.
Det samme har Aarhus Universitet, viser en pressemeddelelse.
Derudover er Aalborg Universitet også hoppet på bølgen, fortalte universitetets rektor, Per Michael Johansen, til Nordjyske tidligere på måneden.
TikTok er ejet af selskabet ByteDance, der har hovedkvarter i Kina, men som juridisk er registreret på Caymanøerne.
Myndigheder i flere vestlige lande har luftet bekymring om, hvorvidt kinesiske myndigheder kan få adgang til brugernes data.
Center for Cybersikkerhed vurderer, at TikTok "beder om meget vide rettigheder og adgange på enheden".
Adgangene giver appen mulighed for at indsamle en lang række informationer, som kan knytte dem til brugerens identitet.
Ifølge Center for Cybersikkerhed kan flere af de datakilder, som TikTok har mulighed for at indsamle, potentielt anvendes til spionage mod brugerne.
/ritzau/