Tidligere i dag blev otte skolebørn i alderen fra 11 til 14 år trampet ihjel på en skole i den kinesiske by Xiangxiang i Hunan-provinsen. Det oplyser det kinesiske nyhedsbureau, Xinhua.
Den tragiske ulykke skete, fordi mange skolebørn var samlet i en trappeopgang i ly for et voldsomt uvejr.
Men da en person oppe på trappen snublede, bredte der sig panik, fordi børnene alle på én gang forsøgte at komme væk.
Myndighederne oplyser, at syv af de dræbte er drenge, mens det ottende offer er en pige. Ulykken betød også, at 26 øvrige skolebørn blev hårdt kvæstet, heraf er fem meget alvorligt medtaget af skader.
Myndighederne oplyser nu, at der skal iværksættes en undersøgelse af ulykken, og det skal blandt andet klarlægges, som skolen på nogen måde kan holdes ansvarlig for dødsfaldene.