Ingen kan nemlig bevise, hvem af dem, der er skyldig og sagen er nu bragt videre til Rigsadvokaten, skriver Randers Amtsavis.
Den voldsomme anholdelse skete for halvandet år siden på Cafe von
Hatten i Randers. Her blev en ung mand flere gange slået med en
knippel, mens han lå på jorden iført håndjern.
Den unge mand og advokat Bjarne Overmark klagede efterfølgende over politiets opførsel til
statsadvokaten, som var enig i, at politiet var gået langt over stregen. Da sagen blev ført i byretten, kom dommeren frem til samme resultat: Den unge mand blev slået med knippel efter at være blevet lagt i håndjern.
En uniformeret bande
Betjentene nægter imidlertid alle at have slået manden og statsadvokaten har ikke kunnet bevise, hvem af dem, der brugte kniplerne. Og så kan de heller ikke dømmes. Det får i avisen offerets advokat, Bjarne Overmark, til at sammenligne politiet med en uniformeret bande som dækker over hinanden .
Men det afviser vicepolitidirektør Ole Friis.
- Hvis det har været en
situation med megen tumult, og alle har haft kniplerne fremme, kan det
godt tænkes, at betjentene ikke ved, hvem der har ført kniplen lige i
dette øjeblik, siger han til avisen.
Ny afgørelse
Endnu er sagen dog ikke helt afgjort. Ifølge avisen har rigsadvokaten,
der er den øverste myndighed på området, nemlig bedt statsadvokat
Elsemette Cassøe om at undersøge sagen endnu en gang. Hun fortæller til avisen, at
der er kommet nye oplysninger i sagen og at hun netop har truffet en afgørelse, som offentliggøres mandag.
- Hvis sagen, som
hidtil, ender med en kritik af betjentene, får det disciplinære følger.
Det kan være bøde, irettesættelse, forflyttelse eller i yderste
konsekvens afskedigelse, fortæller Ole Gram, politiadvokat ved
Østjyllands Politi.
Det er også muligt, at statsadvokaten enten
helt frifinder betjentene eller anbefaler en straffesag, hvorved
betjentene risikerer at blive dømt for vold.
- Bliver der ikke identificeret nogen gerningsmand, kan vi ikke gøre noget, siger Ole Gram.