Rotterne i Mønsted Kalkgruber har i løbet af vinteren åbnet døren til et sandt osteparadis, da Arla har 200 ton ost på lager i gruberne. Og selvom den rotteangrebne ost siden er blevet flyttet, er der sendt et parti til det tyske marked. Det vælger Arla nu at kalde hjem, skriver Skive Folkeblad lørdag.
Ostene ligger i de kolde gruber under jorden, fordi den lave temperatur gør modningen af osten bedre. Men det store ostelager har tilsyneladende også tiltrukket rotterne. Og efter rotterne havde været på besøg, blev ostene flyttet i december. Men alligevel røg en del af osten videre til Tyskland.
»Der er ikke noget af den pågældende ost i danske butikker. Vi vurderer heller ikke, at der er noget farligt ved de hele oste, der er sendt til tyske butikker, men ud fra et forsigtigheds-princip får vi nu kaldt disse oste tilbage,« siger informationschef i Arla Foods, Astrid Gade Nielsen, til avisen.